Paris - et gensyn med byernes by.
Forårsturen 2010
Skærtorsdag 1 april.
Så står Hobbyen atter pudset, pakket og klar til en ny sæson.
Årets første tur bliver et gensyn med byernes by - Paris. Vi har igen valgt at bo på Camping International De Maisons-Laffitte www.campint.com Pladsen ligger på en ø i Seinen, den er på ingen måde særlig luksuriøs, men den ligger dejligt centralt, med kun 15 min gang til RER/Metro stationen. Denne gang får vi selskab af vores søn og svigerdatter, som skal bo i en lejet mobilhome på samme plads.
Der er altså bare noget helt særligt over Paris, og vi glæder os rigtig meget til at opleve byen sammen med de unge.
Vi tager ruten over Hamborg, Bremen, Dortmund, Køln, og der er stort set vejarbejde hele vejen I nærheden af grænsen til Belgien, vil vi finde en overnatningsplads, men vores GPS driller, og der går kludder i det. Det ender med, at vi pludselig er på vej gennem Maastricht, som iøvrigt tager sig godt ud i aftenbelysning Lige syd for Liège, er vi efterhånden blevet så trætte, at vi beslutter at overnatte på en rasteplads. Vi får selskab af en autocamper, ellers er der kun et par lastbiler. Vi overnatter normalt ikke på rastepladser på denne årstid, men vi fik heldigvis sovet uden problemer.
Næste dag går det videre gennem Belgien, og vores GPS guider os sikkert igennem Paris, så vi kl. 13.30 ankommer til campingpladsen i Maisons Laffitte.
Lørdag.
Så er vi klar til at indtage Paris. Vi tager toget til station Les Halles. Dette sted var tidligere centrum for Paris`største markedsplads, men er nu et af metro systemets trafikale knudepunkter. Desuden er det et stort underjordisk butikscenter i flere etager. Der er ca. 160 butikker, primært mode. Ikke specielt spændende, men den store indgangsportal udenfor er meget smuk. Herfra går vi videre ud i Beauborg kvarteret, til det store Georges Pompidou Center. Et meget moderne og særpræget kulturcenter, der både rummer kunstmuseum og bibliotek.
Vi tager videre med metroen til en af Paris`nyere bydele, La Defense. Her er mange arkitektonisk spændende bygninger, og her ligger også Grande Arche - den nye Triumfbue. Den imponerende bygning, der er opført i hvide marmorplader, er tegnet af en dansker, arkitekt Johan Otto von Spreckelsen. Inde midt i kuben, er der udspændt et stort sejl. Vi tager med glas elevatoren op til toppen af bygningen, der rummer nogle små udstillinger, samt store plancher med tegninger/fotos over byggeriet. Udenfor er der en flot udsigt ud over byen og boulevarden, der går i lige linje, op til den gamle Triumfbue.
Sidst på eftermiddagen tager vi tilbage til Maisons Laffitte, hvor vi handler lidt madvarer, inden vi går hjem til hygge på campingpladsen.
Stationen i Maissons Lafitte.
Herfra tager det 20 min til Paris centrum.
Til at komme rundt i Paris har vi valgt, at købe en " Visit Paris" billet. Den gælder 5 dage, dækker over 4 zoner og koster 50 euro. Den kan bruges både til RER - tog, metro og bus, desuden giver den rabat til forskellige attraktioner i Paris og omegn.
På Stationen får man en brochure "How to visit Paris from Maisons-Laffitte". Her får man en liste over de største seværdigheder i Paris, med angivelse af hvilke stationer, det er smart at stå af på, samt et detaljeret kort over hele Paris og alle metro linjerne.
Søndag.
Dagens første mål er metro stationen St. Michel. Den ligger tæt ved Notre-Dame, og er en af Paris`få tilbageværende metro nedgange i Art Nouveau stil. Flot er den.
Solen er begyndt at komme frem, så vi går en tur langs kajerne ved Seinen. Antikvarboghandlerne med deres grønne bogkasser er godt besøgte, det siges at der er 10 års ventetid på at få en af de eftertragtede stadepladser.
Derefter går turen videre til Notre-Dame og Louvre. Efter at have set Mona Lisa traver vi op gennem Jardin des Tuileries parken til Concordepladsen.
Vi var først tilbage på campingpladsen kl 20. Efter en hel dags traven i Paris, var der ikke mere energi tilbage, så vi besluttede at købe aftensmaden i cafeteriaet. Det kan ikke anbefales - det var simpelthen for ringe.
2. Påskedag.
Idag går turen til Montmartre. Vi tager metroen til Place de Clichy, som ligger i kort afstand fra Moulin Rouge, det kendte cabaret sted. Herfra går det videre op til Place du Tertre, hvor de kendte malere Van Gogh, Picasso og Dali engang boede og arbejdede. Idag er den lille plads stadig centrum for kunstmalere, omend med mere ukendte navne.
Tirsdag.
Vi starter ved Triumfbuen. Derfra går det videre ned af verdens mest kendte Avenue, Champs Elysées. Næste stop er Trocadéro pladsen, hvorfra man har en fin udsigt over til Eiffeltårnet. Herfra går vi ned gennem Jardin du Trocadéro over til Eiffeltårnet. Som altid er der en enorm lang kø til billetlugen. Denne gang havde vi dog besluttet os for, at vi ville op i Eiffeltårnet. Så vi stillede op i køen, og det tog næsten 1 time, før vi nåede frem til elevatoren, der kører op til 1. og 2.niveau. Det sidste stykke helt op i spidsen, foregår på gåben. tip - billetter kan købes over nettet - derved undgår man den lange kø Fra Eiffeltårnet går det videre over til Pont d`Alma. Udover at her står en kopi af Frihedsgudindens Flamme, er det også stedet hvor prinsesse Diana omkom ved en trafikulykke.
Onsdag.
Efter frokosten går turen atter med toget ind til centrum. Dagens første mål er igen Notre-Dame, som vi idag vil se indefra. Derefter går turen videre til Latinerkvarteret, med dens mange butikker og restauranter.
Her vil vi finde et sted at spise til aften, inden dagens sluttes af med en sejltur på Seinen, for at opleve Paris by night.
Torsdag.
Det er vores sidste hele dag i Paris. Da shopping genet ikke er helt tilfredsstillet hos de unge, tager vi om formiddagen en tur til La Defense. Her ligger et 3 etagers stort underjordisk indkøbscenter, der er et af Europas største. Efter et par timer her, tager vi tilbage og bruger eftermiddagen i Maisons-Laffitte. Det er en hyggelig forstad til Paris, og her er også masser af forretninger, cafeer og restauranter. I supermarkedet får vi handlet ind til hjemturen imorgen, og derefter må vi hjem på campingpladsen og begynde at pakke sammen.
Fredag.
En dejlig uge i Paris er slut. Vi har været på dupperne hver dag fra morgen til aften, og har fået set mange af Paris`største seværdigheder ude, inde, oppe og nede
Turens længde ialt kørt 2560 km.
Flere fotos fra turen kan ses her:
https://picasaweb.google.com/114661897330235445655/Paris2010#