Mosel.
Efterårsferie 2012.
Fredag 5 oktober.
Vi kører fra Assens kl. 15 - forude venter 1 uges efterårsferie ved Mosel.
Regnen siler ubønhørligt ned, men det ødelægger nu ikke glæden ved igen at være afsted med campingvognen.
Vi har planlagt at nå på den anden side af Hamborg, inden vi stopper for en overnatning, men da vi nærmer os Elbtunnellen, advares der om 17 km stau.
Det har vi nu ikke lige lyst til at bruge et par timer på, så vi ændrer planer, og vælger istedet at tage en overnatning på Knaus Campingpark Hamburg, der ligger bag det store Ikea ved A7.
Lørdag morgen er vi tidligt oppe, i håb om at slippe gennem Elbtunnellen, inden den store morgentrafik sætter ind. Vi får afregnet i receptionen, og må slippe 29,30 euro for en overnatning Ups, så er den overnatning da godt nok også betalt.
Kl. 8, det regner stadig, men vi suser under Elben uden ret megen trafik, og så går det ellers videre via A1 mod Mosel.
Efter at have kørt i regnvejr det meste af dagen klarer det endelig op da vi, sidst på eftermiddagen, ankommer til camping Rhein Mosel i Koblenz. http://www.camping-rhein-mosel.de
Campingpladsen vi bor på, ligger lige hvor Rhinen og Mosel løber sammen. Vi har fået en plads i første række, og har en fantastisk udsigt til Deutsche Eck med den store rytterstatue af Kejser Wilhelm 1. og til Festung Ehrenbreitstein. Begge dele er illumineret efter mørkets frembrud, det er bare rigtig flot.
Dagen lang er der masser af aktivitet på vandet, hvor bl.a. kulpramme og masser af store krydstogtskibe passerer forbi i en lind strøm.
Selve pladsen er total renoveret i 2011, og alt fremtræder pænt og velholdt. Der er en lille restaurant med stor udendørs terrasse, som er velbesøgt hver aften, god mad til rimelige penge, og med udsigt til Mosel.
Der er mulighed for at bestille morgenbrød i receptionen, og derudover er der gode indkøbsmuligheder i nærheden, da der ligger et velassorteret Netto supermarked med bager afd. kun 5 minutters gang fra pladsen.
I dag vil vi over og kigge lidt på Koblenz Altstadt. Den ligger ovre på den anden side af Mosel, men det er nu ikke noget problem, for lige udenfor campingpladsen kan man tage med den lille båd Liesel. Den sejler i fast rutefart dagen lang og for den beskedne sum af 1 euro, kommer man lige over til Deutsche Eck.
Nemt, billigt og så behøver man ikke bekymre sig om bytrafik, parkering osv.
Vores første tur ned langs Mosel går til Beilstein. Den lille by med sine 136 indbyggere, skulle efter sigende være en af Mosels absolutte perler, og den er virkelig meget charmerende.
Her er små kringlede gader, snørklede trapper, hyggelige baggårde og ovenover det hele troner borgruinen Mettermich.
Idag vil vi køre en tur til Cochem, som er en af de lidt større og mest besøgte byer ved Mosel.
En køretur langs Mosel er bare så smuk, stejle skråninger med velplejede vinmarker, hyggelige byer, gamle borge og campingpladser ligger som perler på en snor.
Højt hævet over Cochem troner byens vartegn, borgen Reichsburg.
Man kan vælge at tage den strabaserende tur derop på gåben, eller den mere magelige med det lille turist tog - vi valgte det sidste
Reichsburg blev bygget i 1000 tallet, ødelagt af franske tropper i 1689, og igen genopbygget i 1868.
Man kan kun komme ind på borgområdet og ind i selve borgen, ved at tage med på en guidet rundtur. Trods vore relative beskedne tysk kundskaber var det faktisk en ret spændende rundvisning.
Idag går turen ned langs Mosel til Bernkastel-Kues. Som mange andre byer langs Mosel har byen et dobbeltnavn, som skyldes at den består af to bydele beliggende på hver sin side af Mosel og forbundet via en bro.
Byen har en stor vinproduktion, og er kendt for sine fine Riesling vine.
Især bydelen Bernkastel er unik med sine maleriske bindingsværkhuse i de smalle gader.
I dag tager vi så feriens sidste tur over til Koblenz. Vi slentrer lidt rundt i Altstadt, får lige checket strøgbutikkerne en ekstra gang, og nyder en sidste Federweisser på en cafe i Rådhusgården.
Hermed slutter vores campingsæson så for i år.
Tak til alle jer, der har haft lyst til at læse med
- måske vi ses igen næste år ?
Så er det blevet tid til at sige farvel til Mosel. Sådan en uges ferie går jo bare alt for hurtigt, vi må desværre hjem til campingpladsen og pakke ned.
Mosel har været et dejligt bekendtskab.
Koblenz er nok ikke lige det mest centrale sted at bo for udflugter til Mosels hyggelige byer, men camping Rhein-Mosel er en dejlig plads og med en perfekt beliggenhed, når det gælder udsigt til trafikken på både Mosel og Rhinen.
Turens længde - vi har ialt kørt 2018 km.