Ligurien - Den Italienske riviera.
Forårsturen 2011 del 1.
15 April 2011.
Efter en lang og hvid vinter, er det endelig blevet camping tid igen.
Forårsturen går atter til Italien, denne gang til den vestlige del af regionen Ligurien. Området fra Genova til den franske grænse kaldes også for Blomster Rivieraen eller den Italienske Riviera, og er præget af bjerge, smukke kyststrækninger, og charmerende gamle middelalderbyer. Området har subtropisk klima, hvilket vil sige temperaturen aldrig når under frysepunktet om vinteren, og det giver gode vækstbetingelser for et hav af spændende palmer, træer og blomster.
På hjemturen er det vores plan at gøre ophold en lille uges tid ved Lago Maggiore.
Efter at have passeret grænsen, gik det uden problemer ned gennem Tyskland på A7. Vejret var dejligt, og jo længere sydpå vi kom, jo mere blomstrende og lysegrøn blev naturen. Vi tog første overnatning på Camping Frankenhöhe, som er en acsi plads, der ligger tæt på motorvejen. Næste dag gik det videre til den østrigske grænse, hvor vi købte vignetter. En gennemkørselsvignet til Østrig for 2 euro, samt vignetter til Schweiz. ( til bil og cv at betale 63 euro )
Turen gennem Schweiz er smuk. Også her står foråret i fuldt flor, og kun på bjergene ligger sneen endnu. Motorvejsnettet er ikke det bedste, men mange steder er der gang i vejarbejdet, så mon ikke det snart bliver bedre.
Sidst på eftermiddagen krydser vi grænsen til Italien, og når frem til Ponte Stresa, hvor vi tager en overnatning på Camping International. Pladsen er også en acsi plads, og ligger rigtig flot lige ud til Lugano søen. Det er vist så også det mest positive, der er at sige om den plads, der i den grad er præget af manglende vedligeholdelse og masser af fastliggerpladser med mangel på samme. Nå pyt, vi skal jo bare have en enkelt overnatning.
Næste morgen gik det ad snirklede veje gennem små landsbyer, indtil vi ramte motorvejen til Milano. Herfra fortsatte vi til Genova, og videre på motorvejen, som løber langs kysten til den franske grænse. Motorvejsnettet her er et af verdens dyreste, og det forstår man godt, for vi kører skiftevis på enorme broer der svæver højt oppe over dale, og gennem et hav af tunneller, sprængt ind gennem bjergene.
Vi har valgt at køre til den lille by Cervo. Den er udnævnt som en af Italiens smukkeste og mest bevaringsværdige middelalderbyer. Vi skal bo på Camping Lino, der ligger direkte ud til Middelhavet.
Navnet Bussana Vecchia stødte jeg tilfældigt på en aften for et par år siden, hvor jeg sad og surfede på nettet. En spændende historie krydret med smukke billeder-det sted måtte jeg simpelthen se, og det blev således inspirationen til denne forårstur.
Historien om Bussana Vecchia :
Omkring år 1050 fik en lensgreve fra Ventimiglia øje på den pragtfulde beliggenhed på en klippetop tæt på Middelhavet. Han byggede et herresæde, og langsomt voksede byens indbyggertal, og byens kirke blev bygget om og til i en uendelighed.
Det hele gik meget godt indtil askeonsdag 1887. I de tidlige morgentimer blev byen ramt at et altødelæggende jordskælv, og drev byens 2000 indbyggere på flugt.
I mange årtier lå den gamle by, spøgelsesagtig og øde hen. I 1960 fik en flok hippier øje på byen, og slog sig ned i ruinerne af de ødelagte huse. Langsomt overtog kunstnere og musikere i strid med myndighederne den ødelagte by. Det blev en årelang kamp mod paragraffer og murbrokker. Idag har myndighederne ændret holdning og erklæret Bussana Vecchia for international kunstnerby.
En af dagene tog vi på en udflugt til San Remo. Campingpladsen giver gratis busbilletter, og det tilbud benyttede vi os af. Alle byerne langs kysten er forbundet via den stærkt trafikkerede kystvej via Aurelia, og det er altså bare med at være oppe på dupperne, når man kører her. Ved at tage bussen får man en god mulighed for at nyde udsigten og vi slipper for parkerings problemer i San Remo. Nåeh ja, og så ikke at forglemme, vi nyder at opleve lokalbefolkningen i deres egen hverdag.
Et must, når vi er på disse kanter, er selvfølgelig et besøg i lilleput staten Monaco.
Hvis man er bare en smule have og plante interesseret, er et besøg i den eksotiske have Jardin Exotique, værd at ofre tid på. Haven ligger højt hævet over Monaco på en bjergskråning, og er anlagt i zig zag stier ned ad en stejl klippe. Her findes over 1000 forskellige kaktusarter og sukkulenter, og flere af planterne er over 100 år gamle.
Så er det blevet tid til at pakke sammen. Vi har haft 9 dejlige dage på camping Lino. Vejret har været solrigt og mellem 20-22 gr. En enkelt dag regnede det dog uafbrudt fra kl. 7 morgen til 7 aften, så der blev det til hygge i forteltet med et par gode bøger.
Vi forlader Ligurien og lille hyggelige Cervo, og sætter kurs nordpå mod Lago Maggiore. Det er en tur på ca 350 km.
Turen fortsætter her...http://www.feriejensen.dk/side.asp?ID=64979