Italien - Østrig
Cavallino ved Adriaterhavet
og Faaker See i Kärnten
Sommerferien 2014.
Endelig sommerferie
I en tid hvor arbejdet har taget alt for meget af vores fritid, har der ikke været overskud til at undersøge nye spændende rejsemål - en ellers særdeles yndet beskæftigelse for mig.
Sommerferien bliver derfor et gensyn med nogle steder og campingpladser vi kender, men som det er nogle år siden, vi har besøgt sidst, nemlig Cavallino ved Adriaterhavet og Faaker See i Østrig.
Afgang fredag 4 juli kl. 06.30. Vi tager den sædvanlige rute A7 mod Hannover, derfra videre på A2 og A9. Overnatning på rasteplads Pegnitz, og næste dag videre gennem Østrig og Italien, med ankomst til Cavallino og Camping Europa kl. 17.
I år er vejret ikke helt, som det plejer at være på disse kanter. Heldigvis har det været sol og strandvejr om dagen, men vi har haft flere aftener med lyn, torden, styrtende regn, og en temperatur der gjorde, at fleecetrøjer og tæpper måtte tages i brug.
Vejrudsigten for i morgen siger delvist skyet og 23 gr. - perfekt vejr til en udflugt.
Et absolut must når man er på disse kanter er selvfølgelig Venedig. Vi har været der et par gange før, men den by er altså fantasisk og tåler mange gensyn. Det er en af de smukkeste byer i Europa - her er kunst, kultur og historie, så det vil noget !!!
Fra Camping Europa er der ca. 10 km ud til Punta Sabbione, der ligger yderst på tangen, og hvorfra færgerne sejler til Venedig. Der går lokale busser lige udenfor pladsen, men de er som oftest overfyldt, og da der er rigtig gode parkeringsmuligheder ved færgen, kører vi selv. Vi giver 5 euro for en overdækket p-plads, gælder for en hel dag.
Området på Lidoen byder ikke på de store udflugtsmål, så udover Venedig og det obligatoriske besøg på markedet i Cavallino, er dagene mest gået med at bade, dase og læse, men det er jo heller ikke det værste at bruge nogle feriedage på.
Myggeplagen har vi ikke undgået. Bæsterne indfinder sig hver aften, og selv om vi er kampberedte og gør flittig brug af myggespray, så finder de bæster alligevel 1 plet eller 10, hvor de går til angreb.
Efter 9 dage på Camping Europa er det tid at bryde op, og køre til Faaker See i Østrig.
Så er vi ankommet til Faaker See, der ligger i Kärnten, som er Østrigs sydligste delstat med grænser op til Italien og Slovenien. Her er meget smukt, en masse søer og bjerge. Vejret er oftest rigtig varmt og solrigt om dagen men tilpas køligt om natten til at sikre en god nattesøvn.
Camping Arneitz har vi været på et par gange, en dejlig plads beliggende lige ned til søen.
Nu trænger vi efterhånden til lidt motion og oplevelser, så idag tager vi på en udflugt til Ragga Schlucht som ligger i Flattach. Selve slugten blev tilgængelig for besøgende i 1882, har en længde på 800 meter og en højde forskel på 200 meter.
En af dagene tog vi en tur op til Taborhöhe, et udsigtspunkt der ligger over campingpingpladsen. Stedet er meget besøgt af folk der dyrker Tree climbing, men der er også en lille udendørscafe med en enestående udsigt over Faaker See.
Så går turen til Hohe Tauern, som er Østrigs største nationalpark. Vi skal en tur på Grossglockner - Hochalpenstrasse, 47,8 km bjergvej op gennem Østrigs højeste bjergpas.
Ruten er betalingsvej, og det koster 34 euro for et dagskort.
Pasterze gletsjeren, 9 km lang for foden af GrossGlockner. Ærlig talt, så havde jeg nu ikke forestillet mig, at den var så beskidt. Man kan, via en lille tovbane, komme ned og gå på gletsjeren. Vi nøjedes nu med at se det hele lidt fra oven, hvor man også kan høre, hvordan det knager og brager inden i den.
Efter 9 dejlige dage i Østrig, er det blevet tid til at pakke sammen. Vi får hilst af med vore søde danske naboer Gitte og Peter, og så går det atter nordpå. Vi når hurtigt Tauerntunellen, hvor et uheld desværre medfører en ventetid på næsten 3 timer. Det rykker lidt ved den forventede tidsplan, men derefter går det glat, og sidst på aftenen kører vi ind til en overnatning på en rasteplads ved Magdeburg. Ankommer næste dag sidst på eftermiddagen til den hjemlige residens.
Turen ialt kørt 3926 km.