Kroatien 2012 del 2.
Fortsættelse fra : http://www.feriejensen.dk/side.asp?Id=89541
Idag går turen til Kroatiens næststørste by Split.
På trods af, at der kun er 26 km fra Trogir til Split, er vi tidligt på færde, i håb om at ankomme inden den værste turiststrøm sætter ind. Vi får da også uden problemer en p-plads ved havnepromenaden, lige ved indgangen til Diocletians palads.
Den gamle bydel har sin oprindelse i det palads kejser Diocletian byggede i årene 295-305 eft. Kr. som aftægtsbolig til sig selv. Store dele af paladset er bevaret, men er også gennem årene bygget en del om og til, blandt andet med genbrug af materialer fra det oprindelige byggeri. Stedet er på Unescos kultur verdensarv liste.
Efter 11 dejlige dage på Camping Wranjica ved Trogir, beslutter vi at køre lidt nordpå.
Lidt tilfældigt falder valget på en af Kroatiens største øer Pag, og Camping Strasko http://campingcroatiapag.com/ .
Vi kører til Sibenik, hvorfra vi tager motorvejen mod Zadar. Lidt nord for Zadar drejer vi fra og kører over broen Paski Most, der forbinder Pag med fastlandet. Broen var iøvrigt eneste forbindelses mulighed mellem nord - og syd Kroatien under Balkankrigen.
Så ankommer vi til Camping Strasko, som ligger på den nordlige del af Pag, tæt ved byen Novalje. Pladsen er næsten fyldt op, men der er heldigvis stadig nogle ledige pladser, og vi bliver kørt rundt i en lille el-bil og får forevist et par muligheder. Parcellerne er inddelt i 4 kategorier. Vi vælger en i Premium Zona, det er godt nok i den lidt dyrere ende, men da vi kun regner med at blive 4-5 dage, er vi villige til at betale for beliggenheden tæt ved stranden og med god skygge.
Idag kører vi en tur til byen Pag, som er den største by på øen. På begge sider af landevejen og så langt øjet rækker, ser vi marker indhegnet af de smukkeste stengærder. Da Pag er berømt for sit fine lammekød, havde vi forventet at se en masse får, men det gjorde vi ikke. På grund af den salte havvind er vegetationen begrænset til lidt fyr, enebær og salvie.
Vi kører forbi en anden af Pags kendte campingpladser Simuni, og efter at have kørt op over et lille bjerg, åbner der sig den mest fantastiske udsigt ud over havet.
Camping Strasko ligger ca. 1 km fra byen Novalje. Der går et lille tog fra pladsen i fast rutefart, men ellers er det ikke længere end man sagtens kan klare på gåben. Novalje er meget turistet med mange restauranter og souvenir butikker. Så på trods af beliggenheden lige ud til vandet og lidt palmer, synes vi nu alligevel, at byen var lidt af et anti-klimaks i forhold til de smukke gamle byer Trogir og Split med deres historiske charme.
Efter 4 dage på Pag og camping Strasko, godt mættet af den kroatiske sol og sommer, beslutter vi os for at begynde hjemturen, evt med et par overnatninger i Østrig.
Ved grænseovergangene Kroatien - Slovenien oplever vi igen lidt kø, men slet ikke i stil med det vi oplevede ved indrejsen.
Først på aftenen ankommer vi, samtidig med 3 hollandske par, til Camping Almtal http://www.almtalcamp.at i Østrig. Damen i receptionen fortæller, at hun vil cykle foran og vise vej, herrerne skal bare følge efter hende med campingvognene. Vi damer får hver udleveret en check in seddel, vi selv skal udfylde og så skal vi bare lægge den og hver 20 euro i en skål.
Sådan, hvor svært kan det være
Det må have regnet voldsomt i Østrig den seneste tid, for hele pladsen er fuldstændig opblødt og den rene mudderpøl. Vi træffer hurtigt en beslutning om, at vi fortsætter videre nordpå næste dag.
Det var så 2. del af vores sommerferie beretning fra Kroatien.
De sidste dage af ferien blev tilbragt på Lüneburgerheide.
Det kan du se mere om her :
http://www.feriejensen.dk/side.asp?Id=92784