Gardasøen - Verona - Rothenburg
Forårsturen 2009
Så er vi kørt fra Cinque Terre til Gardasøen. Vi har valgt, at bo på camping Cisano ved Bardolino, da de tager campingcheck. Vi har dog ikke lige taget højde for, at det er påske lørdag, så der er ikke mange ledige pladser tilbage. Vi kan få en lille plads, hvor der kun lige er plads til campingvognen, men vi tager den og håber nogen rejser imorgen, så vi kan få en større plads.
Næste morgen er vi tidligt oppe, og er heldige. En tysk familie er ved at gøre klar til afrejse, og vi skynder os op i receptionen, hvor vi får OK til at overtage deres plads. Det er en stor plads på 100 m2, indrammet af hække, og ikke ret langt en fra service bygning.
Solen stråler fra en skyfri himmel, og vi får hurtigt stillet hele grejet op.
Derefter skal pladsen inspiceres. Camping Cisano er en stor plads, der er delt i to områder, forbundet via en tunnel under vejen. Den ældste del ligger direkte ned til søen, den nyere del, hvor svømmepølen er placeret, har derimod de største parceller.
Næste dag går vi en tur ind til Bardolino by. Fra campingpladsen går der en sti langs søen ind til byen. Turen tager ca ½ time på gå ben, og er en flot tur. Da vi nærmer os byen, kommer vi ind på en ny flot strandpromenade, der er flot beplantet med alskens dejlige forårs blomster.
Det er lige til at blive i godt humør af . Vi oser rundt i byen, nyder vejret, de mange hyggelige små stræder og charmerende gamle huse. Inden turen går tilbage til campingpladsen, skal vi dog lige på cafe, og nyde en ægte italiensk isdessert. De er både rigtigt goe`og rigtigt store
Hvor det om sommeren er et overdådigt flor af nerier og bourgainvillaer, der blomstrer på disse kanter, er det her i April måned Blåregnen, der er uimodståelig smuk.
Idag kører vi en tur til Sirmione. Byen ligger på en halvø i den sydlige ende af Gardasøen. Om sommeren er byen næsten ufremkommelig pga tusindvis af turister, men vi håber det ikke er så slemt, her i april.
Vi parkerer på en af de store p-pladser, der er lige udenfor byen, og går det sidste stykke, hvor der er smukt beplantet med forårsblomster. Det første vi møder er den store og imponerende Scaligero borg.
.Sirmione er en rigtig hyggelig gammel by, med smalle gader, små torve, masser af cafeer og hyggelige butikker. Vi oser rundt i byen, og finder en god plads med udsigt over søen, hvor vi spiser vores medbragte madpakker
Idag har vi besluttet at køre lidt nordpå til Malcesine. Byen ligger ved foden af Gardasøens største bjerkæde Monte Baldo. Der går en svævebane derop lige udenfor byen, så selv om Bjarne ikke er så god til højder, vælger vi at tage en tur med derop. Vejret er strålende sol og 25 gr. Turen derop er virkelig stejl og højden stor, så mens Bjarne klamrer sig fast i kabinen og stirrer ned i gulvet, nyder jeg den fantastiske udsigt ud over Gardasøen. Da vi når mellemstationen skal der skiftes kabine, og på det tidspunkt holder Bjarnes nerver ikke til mere, så vi beslutter at nøjes med at nyde naturen lidt udenfor, og så tager vi næste kabine ned igen.
Trods flere besøg ved Gardasøen, har vi aldrig fået set Verona, selv om den kun ligger ca 25 km herfra. Det skal der rådes bod på, så vi beslutter at tage bussen til Verona.
Bussen går hver halve time næsten lige udenfor campingpladsen, så det er både en nem, billig og afslappende måde at komme rundt på.
Så får min privat chauffør også lidt fri ;-)
Ankommet til Verona, går vi op til Piazza Bra, som er den store plads foran Veronas verdensberømte Arena. Dette imponerende bygningsværk fra år 100, er verdens tredie største amfi teater. I gamle dage var det skueplads for drabelige slag med løver og gladiatorer, idag opføres hver sommer de store klassiske italienske operaer. Selv om vi ikke er de store opera entusiaster, fornemmer vi alligevel, at det må være en helt speciel oplevelse, at sidde i disse kulisser og høre en opera af Verdi. Nå, det må vi have tilgode til en anden gang. Entreen for at komme indenfor i Arenaen koster kun 1 euro, rørende billigt.
Fra Arenaen går vi videre op af Via Mazzini, strøget med de eksklusive modebutikker, mon ikke Preben Elkjær i sin tid handlede her ;-) herfra kommer vi op til Veronas gamle markedsplads Piazza della Erbe, idag handles der desværre en masse turist gøgl, men de gamle renæsance palæer, bindingsværks bygningerne med fresko malerier og statuerne er rigtig flotte. De italienere kan altså bare det der med arkitektur og kultur.
Et must i Verona er selvfølgelig også et besøg i huset med den berømte balkon, hvor det siges at dramaet med Romeo og Julie udspillede sig.
Sidst på dagen tager vi bussen tilbage til Bardolino, imorgen skal vi til at pakke sammen.
Så har vi haft 7 dejlige dage ved Gardasøen. Vejret har været rigtig godt, med masser af sol og varme, kun afbrudt af en enkelt dag og aften, hvor det styrt regnede. Vi kører fra Cisano tidligt om morgenen og nyder den smukke tur op over Brenner passet, det altså bare er en af de aller smukkeste strækninger.
Vi har besluttet, at køre over Rothenburg ob Tauber hjem. Ved hjælp af frk. Nuvi finder vi www.camping-romantische-strasse.de Pladsen tager campingcheck og ligger 15 km fra Rothenburg.
Vejen til campingpladsen går ad små snoede veje, et sted med en 11 % stigning. Vi er flere gange i tvivl om, vi er på rette vej, men pludselig er vi der. Vi får en meget hjertelig modtagelse, bliver fulgt helt ned på vores parcel og campingfatter hægter campingvognen fra, og skubber den på plads. Bagefter får vi forevist service bygningen, sådan sikken en service
Næste dag kører vi ind til Rothenburg, som er en af Tysklands bedst bevarede middelalder byer.
Byen er omgivet af en gammel ringmur med mange byporte. Indenfor er der imponerende mange smukke bindingsværkshuse, og hele byen er belagt med brosten. Over byens mange butikker hænger de smukkeste gamle butiks skilte, og især Käthe Wohlfarts butik med julepynt, tiltrækker rigtig mange folk. Årstiden taget i betragtning nøjes vi med at kigge på vindues udstillingen. Rothenburg er også kendt for sine Schnee Balls, en slags boller der er dyppet i forskellige slags drys. De ser meget lækre ud, men skuffet blev vi, de var godt nok både tørre og kedelige.
Så er tiden desværre kommet, hvor ferien lakker mod enden. Vi får pakket sammen, og vender næsen mod Danmark. Som vanligt, når vi har været på langfart, føler vi os næsten hjemme, når vi passerer Hamborg, men når vi så kører over Lillebæltsbroen, så er vi rigtig hjemme.
Turens længde, ialt kørt 4100 km.