Itriadalen
Alberobello, Locorotondo og Cisternino.
Præcis kl. 07.00 er der afgang fra Camping Mokambo.
Vi har en lang køredag foran os, da vi gerne vil nå til Alberobello i regionen Puglia. Så udover sejlturen til fastlandet, venter en strækning på 494 km.
Vi når lige at tilbagelægge de første 5, inden vi er ved at blive torpederet af en bil, der kommer drønende i fuld fart ud fra en sidevej. Bjarne knalder bremserne i.
Pyha, vi undgår et sammenstød. Vi er lettere rystede, værre er det dog, at Mondeoen er gået i chok. Den er umulig at få sat i gear. Bjarne forsøger flere gange, er også ude og kigge under motorhjelmen, men intet der at se.
Professionel hjælp er nødvendig, så vi kontakter vores livline SOS, som lover at hidkalde assistance, men vi skal forvente 1½ - 2 timers ventetid.
Endelig dukker en mekaniker op. Han sætter sig ind i bilen og roder med gearstangen, uden effekt. Så dykker han ned under motorhjelmen og fremdrager, med et stort grin, et rødt plastik skruelåg.
Det har åbenbart ligget et sted, hvor det ikke har været til gene, men ved den hårde opbremsning flyttet sig og kilet sig fast i gearkassen.
Det ligner proppen fra en dunk sprinklervæske. Bjarne bedyrer hurtigt sin uskyld. Han har aldrig glemt en prop, når han har fyldt sprinklervæske på. Hmmm...
Lettede over at være mobile igen, takker vi vores hjælper, og så går det ellers direkte mod Messina.
På havnen springer et par vilde hunde, arrigt gøende rundt om bilen, og sender os den sidste afskedssalut fra Sicilien, inden vi kører ombord på færgen.
Turen over Messinastrædet forløber problemløst. Vi kører fra borde i San Giovanni, og snart er vi på motorvejen op gennem Calabrien.
På et tidspunkt fortæller gps`en os, at vi skal forlade motorvejen, og ruten går nu på landeveje ind i region Basilicata, og så langs kysten mod Taranto.
Vi er nu på vej til Alberobello i Itriadalen i region Puglia. Itriadalen er beliggende syd for Bari på den italienske hæl.
Her er utrolig smukt, og helt anderledes end det vi lige kommer fra. Her er ældgamle olivenlunde omkranset af de fineste stengærder. Lige nu står valmuerne i fuldt flor, og snart begynder de karakteristiske trulli huse at dukke op i landskabet.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Camping Bosco Selva, som vi har valgt pga. den centrale beliggenhed ved Alberobello.
Vi bliver indskrevet. Det vil her sige, at den unge pige i receptionen noterer vores navn og ankomstdato sirligt på et A4 ark, hvorefter vi selv kan finde os en plads.
Lidt om pladsen :
Bosco Selva er en mindre skov/naturplads, beliggende 2 km udenfor Alberobellos gamle bydel.
Toilet og badeforhold er OK. uden at være prangende. Desværre er der ikke aflægningsplads i baderum, så blufærdigheden må lægges på hylden, og afklædning foretages i gangen foran.
Morgenbrød kan bestilles til afhentning i receptionen.
Indkøbsmuligheder : der er et stort Conad supermarked i Alberobello.
Pladsen er med i Acsi ordningen, og en overnatning koster 19 euro pr. dag. Internet gratis, men er kun tilgængeligt bag receptionen. Til formålet er der opstillet 6 havestole, og der er ofte rift om pladserne.
Idag skal vi kigge nærmere på Alberobello. Vi tager turen på gå ben, og er således dejligt fri for at skulle finde p-plads.
Alberobello er trulli-hovedstad. Koncentrationen af 1400 trullier giver berettigelse til den titel. Den er også Unesco verdens naturarv.
En trullo er et hvidmalet cirkelformet hus med et kegleformet tag lavet af kalkstensfliser. Stenene er lagt tæt sammen uden brug af mørtel eller lign. bindemidler.
Øverst afsluttes med et lille spir, ligesom der males forskellige symboler på tagene, angiveligt for at beskytte mod onde øjne eller ulykker.
Idag tager vi på en lille tur rundt i nærområdet. Vi vil kigge nærmere på byerne Locorotondo og Cisternino. Det er et par af områdets såkaldte hvide byer, og som efter sigende skulle være meget seværdige.
Vi kører først til Locorotondo, der ligger 8 km fra Alberobello. Vejene er gode og naturen smuk.
Efter 3 dage på Camping Bosco Selva er det blevet tid til at pakke sammen. Imorgen sætter vi kurs mod Gargano halvøen.
Vi havde egentlig udset os en campingplads hjemmefra, men efter anbefaling fra et sæt danskere vi har mødt her på pladsen, vælger vi at følge deres forslag og tage til en campingplads i Vieste.
Arrivederci til Itriadalen med alle de århundrede gamle oliventræer og smukke stengærder.
Nu går turen videre til Vieste på Gargano halvøen.
Fortsættelse følger her :