Genevesøen
Departement Haute-Savoie

Frankrig August 2022

13 august.

Vores sommertur går i år over Koblenz til Genevesøen og Annecysøen i Frankrig.
Alle jer der kører sydpå i disse år har måske også erfaret, at vejarbejde nord og syd for Elbtunellen ved Hamborg kan give anledning til massive stau problemer, men ...

Jeg har en plan - det hele er timet og tilrettelagt - aktionen starter lørdag kl. 13.

Citat fra en vis Egon Olsen, og for os et forsøg på at slippe let og elegant gennem Hamborg.
Vi har fundet en campingplads 78 km nord for Elbtunnellen, og med start derfra tidligt søndag morgen håber vi at kunne køre gennem Hamborg uden problemer.

Campingplatz Ritzebüttel - man slår sig ned, hvor der er plads.

Vi ankommer til Campingplatz Ritzebüttel sidst på eftermiddagen. Nå ja, campingplads er måske så meget sagt. Et græsareal bag et Gasthof hvor man bare kører man ind og finder sig en plads. Faciliteter begrænser sig til en ældre men ren sanitetsbygning.
Et opslag fortæller, at kl. 17 åbnes bagdøren til hotellets køkken, så går man op, skriver sit navn på en seddel og lægger 20 euro for en overnatning. Jamen hvor svært skal det da være. laugh

 

Afgang tidligt søndag morgen fra Camping Ritzebüttel og klar til at angribe Hamborg.

Søndag morgen tidligt op og klar til afgang kl. 7. Belønningen udebliver ikke, mens Hamborg stadig sover, suser vi lige igennem på et stort set mennesketomt A7, og er snart videre på A1. Døde og visne træer og buskadser langs motorvejen vidner om den ekstreme tørke, der har ramt Europa i år.
Først på eftermiddagen kører vi ind på Camping Regenbogen Ladbergen, hvor vi vil tage en overnatning.
Solen bager ned, det er højsæson, så pladsen er godt belagt. Heldigvis lykkes det for pladsmanden at finde en parcel til os, hvor vi kan kravle i skygge - og der sidder vi så resten af dagen surprise 
Aftensmaden indtages i pladsen restaurant, der desværre ikke gør sig fortjent til et genvalg !
Imorgen fortsætter vi de sidste 285 km. til Camping Rhein-Mosel i Koblenz, hvor vi har reserveret plads.

Transit i Ladbergen.
Tørken har svedet græsset af.

På plads i Koblenz.
Hvis det ikke lige var for Bjarnes påklædning, skulle man tro, vi var på efterårsferie.

I år er alt ikke som det plejer i Koblenz. Længerevarende varme og tørke har for alvor ramt skibstrafikken på Rhinen. Vandstanden er nu så lav, at mange skibe ikke kan sejle, mens andre kun kan medtage 1/4 af normal last. Ydermere er Tyskland pålagt restriktioner pga. energikrisen, så fæstning Ehrenbreitstein og Kejser Wilhelm ovre på Deutsches Eck, som normalt er så flot oplyst efter mørkets frembrud, henligger i mørke aften og nat. 

Bjarne spejder efter skibstrafik.

Fæstning Ehrenbreitstein i aftensol.

I bagende sol og med daglige temperaturer på 30 gr. rækker energien ikke til større udflugter. Vi tager et par gange med den lille personfærge Liesel over til Altstadt for at se lidt på byen, men vi ender med at hænge ud i skyggen på en af caféerne. Heldigvis er der andre danskere på pladsen, som vi får lidt hyggesnak og campingudveksling med. Efter 5 dage bliver vi enige om at bryde op, og fortsætte vores tur til Genevesøen.
Vi har 395 km til Campingpark Gugel Dreiländer, hvor vi vil tage en overnatning, så det nåes fint på en dagsmarch.

Så er vi klar til en overnatning på Camping Gugel.
Vi er ankommet som nogen af de første, men snart er transitpladsen fyldt op med hollændere.

Sanitetsbygning - forholdene er tip top.

Pladsen har mange fine faciliteter, bl.a. overdækket pool med terrasse og liggestole.

Efter en god nats søvn og en spand friskbrygget morgenkaffe er vi klar til afgang. Camping Gugel ligger blot 3 km fra A5, så vi er hurtigt ude på motorvejen igen.
Vi har 32 km til den schweiziske grænse, men inden da skal vi lige ind på en tankstation og have købt de obligatoriske vignetter, der kræves for at må køre på motorveje i Schweiz. Disse påmonteret efter alle forskrifter er vi nu klar til at indtage Schweiz.
Hvis man har en forventning om at skulle beruses af bjergtagene udsigter ved at køre gennem denne del af Schweiz, ja så bliver man altså skuffet. For der er langt mellem "snapsene", på strækningen fra Basel nedover Bern, faktisk lige indtil vi rammer Montreux.  

Rasteplads med fantastisk udsigt over Montreux og Genevesøen.
Genevesøen er vesteuropas største sø med en længde på 73 km og en max. bredde på 14 km.

Fra Montreux går det ad mindre veje og gennem små landsbyer langs østsiden af Genevesøen. Både Schweiz og Frankrig grænser op til Genevesøen, og pludselig midt på hovedgaden i en lille by, dukker en grænsekontrol op. Vi bliver dog vinket igennem uden videre, og er nu i Frankrig.
Vi har valgt at slå os ned på den franske side, hvor vi har fundet et par pladser ved Thonon les Bains. Vi kender ikke området, har ikke reserveret, så vi er noget spændte på, om det overhovedet er til at få en plads. Vores 1. prioritet er Camping Saint Disdille, og heldigvis er heldet med os. Der er ledige pladser, så hurtigt bliver vi indskrevet og får anvist en plads.   

Ankomst til Camping Saint Disdille, hvor pladsen lille Minimarked ligger lige ved indkørslen.

Lidt om pladsen. Camping Disdille er en stor plads beliggende i et kuperet terræn. Langt den største del af pladsen er belagt med hytter i et utal af varianter. Arealet til campingvogne udgør en mindre del, men parcellerne er plane og store. Vand, afløb og el på alle pladser. Vi har fået tildelt en plads i nærheden af en sanitetsbygning, som er brugbar men på ingen måde luxuriøs.
Hytterne er overvejende beboet af franske familier, mens os på campingarealet er af lidt mere blandet herkomst. Vi er dog de eneste danskere.
Hvad aktiviteter angår er her simpelthen ALT hvad hjertet og børnefamilier kan begære. 
Pladsen har et lille Minimarked og en udmærket restaurant. Internet mod ekstra betaling.

Vi kan ikke klage over den tildelte parcel. Vi har plads nok at boltre os på.

Frodige palmer planter pryder indgangen til sanitetsbygningen.
Indenfor var faciliteterne dog knap så eksotiske.

Vi står op til sol fra en skyfri himmel og behagelige 27 gr. Vi har ikke den store kørelyst, så det bliver en "hjemmedag", hvor vi bare slapper af og får taget et lidt nærmere kig på pladsen og stranden.

Campingpladsen reklamerer med at ligge ned til Genesøen, og det gør den for så vidt også, dog skal man udenfor hovedindgangen, forcere en mindre vej og gennem en offentlig lille park. Herfra kommer man ud på et større græsareal, der afsluttes med en temmelig stejl skrænt ned til stranden.  

 

 

Stranden ved Camping Disdille.

I dag er vi klar til at køre ud og udforske området lidt. Udflugsmålet er Yvoire. En lille middelalder by fra det 14 århundrede, der udover at være på listen over Frankrig smukkeste byer, også skal være en af Frankrig mest blomsterrige.  
Så forventningerne er selvsagt store, og skuffet bliver vi bestemt heller ikke. Den lille by er selvfølgelig bilfri og noget af en turistmagnet, men heldigvis er der en stor p-plads lige udenfor selve byen.

Udenfor byporten og klar til at indtage Yvoire.

Yvoire har velfortjent status som en af Frankrigs mest blomsterrige byer.

Vi bliver mødt af fine gamle stenhuse med smukt udskårne træbalkoner.

Kirkens løgformede klokketårn ses
fra stort set alle steder i byen.

Kig ned til Genevesøen.

Blomster i massevis pryder de gamle huse.

Udsigt til søen.

Charmerende butikker er her også.

Yvoire ligger lige ned til Genevesøen,
så der er vi på vej ned.

Herfra sejler mindre personfærger i fast rutefart til og fra Geneve.

Tilbage på byens hyggelige torv er folk søgt i skygge under de store gamle plataner.

Byens restauranter er proppet til randen,
så vi finder en lille lokal butik, hvor vi får købt lidt frugt og drikkevarer.

Ja vi er selvfølgelig ikke de eneste turister i byen.

På vej tilbage til vores bil, støder vi lige på denne charmerende franske autocamper anno 2022.

Vores køleskab har efterhånden ikke særlig meget at byde på, og da pladsens Minimarked ikke er særlig velassorteret, bruges dagen bl.a. på en indkøbstur til et større supermarked i Thonon. 
Resten af dagen står på afslapning og en tur til stranden.

I morgen vil vi tage til Thonon. Byens lille turist tog har remise på Camping Disdille, og det er gratis for pladsens campister at køre med ind til byen og retur, så det benytter vi os af.

Vi er taget med det lille turisttog fra campingpladsen, der stopper ved havnen i Thonon les Bains.

Herfra skal vi med Funicularen for at komme op til centrum, der ligger på 1. sal.
Der findes også trapper op, for dem der har de lyster. surprise

Så er vi stået af, og Funicularen er på vej ned igen.
Turen tager et par minutter og koster kun et par euro.

Inden vi begiver os ind i byen, står vi lige og nyder udsigten ud over Genevesøen. 

Vi stiler efter gågaden, og skal lige gennem byparken.

Vi kigger indenfor i

en af byens kirker.

På rådhuset flages der. Det danske til ære for os ? 
Nå nej, det er departement Haute Savoie`s flag, der til forveksling ligner Dannebrog.

Gågaden i Thonon les Bains er lang og med masser af butikker,
men har ikke rigtig den franske charme vi godt kan lide.
Måske er det bare os, der er ved at være lidt kræsne. surprise

Der er dog visse undtagelser. Her kigger vi indenfor i en butik med lokale produkter.

Efter et par timers traven rundt i byen, tager vi med med funicularen ned til havnen igen. Her går vi en tur langs søpromenaden, der byder på diverse caféer og en kæmpe marina, inden vi tager med toget tilbage til campingpladsen.

Om aftenen sidder vi og kigger efter andre udflugsmål. Oplagt er en tur til Geneve, men vi har ikke rigtig lyst til en storbytur. Af en eller anden uforklarlig grund har vi ikke lyst til at udforske mere af nærområdet. Faktisk har vi begge mest lyst til at bryde op og fortsætte til Annecysøen.
Jamen så er det da det, vi gør.
Næste dag pakker vi ned, får afregnet, og så er det afsted mod Annecy. Afstanden er blot 98 km, så det er jo lige til at overse. 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk