Faaker see
Østrig August 2021
15 august.
Så gik endnu en vinter og et forår præget af coronaen og de deraf følgende restriktioner. Vores håb om en forårstur måtte endnu engang skrinlægges, og blev erstattet af et par weekendture herhjemme og en 14 dages tur til Bornholm.
Nu er der absolut ganske dejligt på Bornholm, men her i august trækker det gevaldigt i os for at komme lidt sydpå. Så vi beslutter os for et gensyn med en gammel kending nemlig Faaker see i Østrig. Hvad vi derfra finder på, må tiden vise.
Sprit, mundbind, printet coronapas, corona app`en og 3 stik i overarmen - sikke tider - vi håber, at det er en "helgardering" både ift. smitterisiko samt diverse udenlandske corona restriktioner.
Søndag formiddag er vi klar til afgang.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til en overnatning på Camping Aller-Leine-Tal lidt syd for Hannover.
Pladsen ligger tæt ved motorvejen, og tilkørslen går via den store rasteplads Aller-Leine-Tal. Pladsen er meget benyttet som transitplads. Ved indtjekning skal vi forevise coronapas. Vi betaler 25 euro for en overnatning, og så kan vi bare køre ind og finde os en plads. Pladsen har en lille restaurant med udendørs terrasse. Det er nu ikke fordi, stedet fremtræder specielt hyggeligt, men ved spisetid bliver der fyldt med campister, så vi vælger også at gå derop og spise aftensmad. Og mætte blev vi da og til rimelige penge.
Mandag morgen går det videre sydpå, indtil vi om eftermiddagen når Greding, hvor vi tager en overnatning på Camping Bauer Keller. En plads vi har brugt til overnatning gennem mange år, men som vi ellers er blevet enige om ikke at ville bruge mere, primært pga det massive antal hollændere, der totalt dominerer pladsen. Nå, men nu er vi her igen, den ligger så perfekt afstandsmæssigt til Østrig.
Fra Camping Bauer Keller til Faaker see har vi 435 km. Trafikken glider problemløst, og mod forventning er der ikke coronacheck ved grænsen, så først på eftermiddagen triller vi ind på Camping Arneitz. Pladsen plejer at være fyldt godt op, men i år er der faktisk mange ledige parceller, måske pga. coronaen ? Vi finder os en god plads, og snart er hele molevitten stillet op, og så er der for alvor dømt afslapning og badeferie.
Dagene går så hurtigt, når man har travlt med badeliv og lave ingenting. Inden vi går helt i opløsning og risikerer at få svømmehud mellem tæerne, bliver vi enige om at tage en lille udflugt.
Vi vil køre en tur opad Villacher Alpenstrasse, en 16 km lang panoramavej op i bjergkæden Dobratsch. Ruten begynder ved den store skibakke udenfor Villach og slutter ved Rosstratte 1732 moh. Undervejs er der indlagt p-pladser ved 11 udsigtspunkter.
Når vi er på campingferie, synes vi altid det er spændende at gå rundt på pladsen og se hvad andre har af campingudstyr. Her er et par stykker, som dog nok ikke lige kommer på vores ønskeseddel. :-)
Så er det på tide med en lille udflugt. Vi har haft lidt svært med at beslutte os for, hvor turen skal gå hen, da vi ikke har lyst til at køre alt for langt. Det ender med at vi vælger en tur til Wörthersee, der er en af Kärntens lidt større søer. Vi har været der engang for mange år siden, hvor vi var i Velden, så denne gang beslutter vi os for at se lidt på Pörtschach, en af de lidt mindre byer ved søen.
Efter 8 dage er vi ved at være mættet med strandlivet.
Vi overvejer, om vi skal fortsætte til Istrien i Kroatien, der ligger relativt tæt på. Vi bliver dog hurtigt enige om, at vi egentlig ikke har lyst til at komme ned til en heksekedel af turister og måske skulle vandre rundt i 35 gr. varme for at finde en ledig plads. Så da der forsigtigt bliver hvisket " hvad med Alsace " ? er beslutningen hurtig taget ...
Ja ja, vi har været der flere gange, men der er nu dejligt.
Næste morgen får vi afregnet, og så sætter vi kurs mod Alsace. Det er en strækning på ca. 755 km, så vi skal have en overnatning undervejs. Trafikken mod München er massiv og vi ryger konstant i stau, men da vi nærmer os Stuttgart, kører vi efter 500 km kørsel ind på Camping Waldpark i Hohenstadt, en lille plads 3 km fra A8. Indskrivning foretages på en lap papir, vi får dog en slags kvittering på at have betalt 25 euro, hvorefter vi får anvist at køre op på øverste terrasse. Udover nogle få hollændere, er her god plads, så vi kan holde uden at spænde fra. En OK plads til en enkelt overnatning.