Dordogne 2017

Efter 9 dejlige dage i Provence sætter vi nu kurs mod Dordogne, der er kendt for sine forhistoriske fund og specialiteter som foie gras, confit de canard og trøfler.
Det er et område af Frankrig vi ikke kender, men som har stået på vores ønskeliste i mange år.

Dagen byder på en dagsmarch på 440 km. Ruten går via Avignon ud til A9. Herfra fortsættter vi over Nîmes til Montpellier, hvor vi krydser over på A75.
Motorveje har ofte ry for at være kedelige, et udsagn der dog ikke holder stik her i det sydfranske. Vi kommer nemlig gennem fantastisk smukke omgivelser på vores vej til Dordogne.
Efter ca. 200 km forlader vi motorvejen, og så går de sidste 200 km af ruten på snørklede landeveje og gennem småbyer.

Tjuhej hvor det går - i fuld fart over Millau broen. Vi når ikke at køre fra til den rasteplads, der ligger under broen og som giver mulighed for at studere dette flotte bygningsværk lidt nøjere. Nå, det må så blive en anden gang.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Camping Le Palombière. Det er en 5 stjernet plads, hvor der i ydersæsonen gives Acsi rabat, men det er især beliggenheden med kun 9 km til Sarlat, der har været udslagsgivende for vores valg af denne plads.
Sol, blå himmel og en venlig modtagelse i receptionen lover godt. Vi er velkomne til selv at finde en plads, hvilket viser sig at være nemt. Der ligger nemlig kun 4 andre campingvogne og et par autocampere, så vi udser os hurtigt en stor jævn plads med både sol og skygge. Da vi vender tilbage i receptionen til check in, bliver vi noget overraskede over at få at vide, at vi skal betale forud for vores ophold. Vi kan, hvis vi ønsker, nøjes med at betale for en dag ad gangen og så forlænge hver dag, så længe vi ønsker.
Altså - det har vi da godt nok ikke prøvet før - tjaeh så kan det vist da heller ikke blive mere omstændigt.

Lidt om pladsen :
Pladsen er beliggende på et meget kuperet skovområde, og giver dermed mulighed for god skygge. ( Det bekom os ganske vel da temperaturen steg til 32 gr. )
De enkelte parceller varierer meget i både størrelse og tilgængelighed. Sanitetsbygning af ældre dato, men med rengøring 2x daglig, var det fint nok til os. En stor del af pladsen er nærmest en hel lille by af mobilhomes, heraf var rigtig mange var udlejet til englændere.

Pladsen har en lille butik. Der sælges friskbagte baquetter hver morgen og eftermiddag, ellers er den ikke særlig velassorteret på denne årstid.
Nærmeste anden indkøbsmulighed er i Sarlat, der til gengæld byder på flere store supermarkeder.

Udstyrmæssigt har pladsen alt hvad hjertet kan begære. Indendørs pool, flere udendørs pool anlæg, restaurant, legepladser og sportsarealer.
I den uge vi lå her, var der kun ganske få campister, det synes vi nu næsten var lidt FOR stille

Med Acsi kort er prisen 17 euro pr dag. Internet velfungerende, men mod ekstra betaling.

Pladsens restaurant hvor der fra terrassen er udsigt over poolområdet. Vi spiste der en gang, men den får ingen Michelin stjerner fra os.

Udsigt ned over det øverste pool område. En etage længere nede ligger endnu et, og i baggrunden kan skimtes det indendørs vandland.

Herligt vejr fra morgenstunden, så idag vil vi tage en tur ind og se på Sarlat.
De 9 km. derind går af små snørklede veje, så turen tager ½ times tid. Der er vældig megen rift om P-pladserne i bymidten, så vi ender i udkanten af byen, hvor der er en stor gratis p-plads.

Sarlat er en charmerende gammel middelalderby, der kan dateres tilbage til det 14. og 15. århundrede.
Byen er en stor turistattraktion, så vi glæder os over at være her udenfor højsæsonen, hvor der er fremkommeligt overalt

Vi kigger indefor i en af specialforretningerne. Dåser med Confit de Canard og Foie Gras fra gulv til loft. Specialiteter som området er meget kendt for.

Bindingsværk, tårne og spir indgår i mange af byens bygninger

Sidste billede fra Sarlat - den by er altså virkelig et besøg værd.

Flere steder i byen ser vi på disse smukke orangerøde slyngplanter. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad de hedder, men vi er stødt på dem mange steder sydpå.

Vézère dalen kaldes også for menneskehedens vugge, idet man her finder den største samling af huler, der kan dateres helt tilbage til Neanderthalerne og Cro Magnon folket.
Idag er vi på vej ud til La Roque Saint Christophe, som menes at være Europas største og ældste hulebosætnings sted, og som er på Unesco verdensarvliste.
Her bosatte Neanderthalere sig for 55.000 år siden. Senere blev klipperne beboet af Cro Magnon folket, og i Middelalderen ændrede stedet sig til en troglodyte by.

Ved indgangen er der billetsalg og en lille butik. Entreen er 8,75 euro og man udstyres med et kort over området.

Hverdagens barske udfordringer for Cro Magnon folket.
(Hvis man, som jeg, har nydt at læse Jean Auel`s bøger om Klanfolket og Ayla, eller Linda Lay Shulers triologi "Kvinden der husker", ja så er det vanvittigt interessandt at færdes på disse steder.)

Vi slutter besøget ved Roque Saint-Christophe med at indtage vores medbragte madpakker udenfor en lille restaurant, der ligger ved p-pladsen. Her er opstillet borde/bænkesæt, hvor det er tilladt at nyde medbragte mad.

Så fortsætter vi dagens udflugt til Montignac. Her opdagede 4 drenge i 1940 den berømte Lascaux grotte, der viste sig at rumme verdens mest spetakulære samling af forhistoriske hulemalerier. Grotten har siden 1963 været lukket for publikum, idet den massive tilstrømning af turister begyndte at ødelægge mikroklimaet i grotten, og dermed udgjorde en fare for ødelæggelse af de årtusinder gamle hulemalerier.
Man har derfor genskabt en nøjagtig kopi i naturlig størrelse få hundrede meter derfra, og denne indgår som en del af det nye Lascaux 2 center.

En besøg i grotten kan kun foretages på en guidet rundvisning. Først stod vi i en enorm lang kø for at købe billetter, og da det endelig blev vores tur, var det til besked om at næste rundvisning på engelsk ville være om 1½ time, til gengæld var der ledige pladser på en fransk om 10 min.
Så med et fransk ordforråd der stort set begrænser sig til bonjour, bonsoir og mon Dieu, valgte vi den franske.
Uanset vi ikke forstod et kuk af, hvad vores franske guide fortalte og entreen på 16 euro pr. mand, var det nu en rigtig god oplevelse.
Det er utrolig imponerende at se disse forhistoriske kunstværker.
Efterfølgende brugte vi lidt tid i informationscentret, hvor det er muligt at nærstudere og fotografere kopier af malerierne.
Eftermiddagskaffen blev indtaget i stedets cafeteria.

Eksempler på Cro Magnon folkets hulekunst. Det er oftest gengivelser af bisoner, hjorte, heste og geometriske mønstre. Alt malet med pigmentfarver og i imponerende størrelser. Billederne er taget i centrets informationslokaler, da der ikke må fotograferes i selve grotten.

Vi har indtil nu haft behagelige temperaturer på omkring 25 gr. men idag har Vorherre for alvor op for termostaten. Med 32 gr. i skyggen bliver det en hjemmedag, hvor vi laver "ingenting" kun afbrudt af ture i poolen.

Næste dag er det stadig varmt, men lettere overskyet, så vi gør klar til en ny udflugt.
Turen går til Rocamadour, en Middelalderby bygget i etager op ad en 120 meter høj klippe. Beliggenheden er helt unik og omgivelserne fantastiske.
Vi finder en p-plads på toppen af klippen, her ligger også et slot, men uden adgang for offentligheden. Herfra tager vi med en kabelbane ned til det område, hvor kirken ligger.

På vej ind til valfartskirken Saint Sauveur.

Indre gårdsplads. Bygninger med masser af trapper, tårne og spir, der næsten alle er bygget ind i klipperne.

Det lille kirkerum med Den Sorte Madonna med Jesusbarnet siddende øverst på alteret.
Hun har været årsag til at pilgrimme i århundreder har valfartet hertil, og skulle efter sigende kunne udrette mirakler og give åbenbaringer.
Vi kunne nu umiddelbart ikke lige mærke noget.... men måske det kommer senere.

Så har vi forceret trappen med de 216 trin, og er nået en etage længere ned. Her er byens hovedgade med souvenirbutikker og restauranter på rad og række.

Rocamandour har kun 620 indbyggere, og de er svære at få øje på. Her fornemmer man intet hverdagsliv, byen synes fuldstændig at have overgivet sig til turismen. Alligevel er byen nu et besøg værd.

En ny dag, og vi skal vi på farten igen.
At køre her i Dordogne tager som sagt tid. Små snørklede veje fører os gennem frodige dale og skove. Ofte krydser vi Dordogne floden og på bakkekamme rundt i landskabet knejser smukke slotte. Her er ingen høje bjerge men masser af klippeformationer.
Vi er på vej til Domme. Byen er beliggende på et klippeplateau og omkranset af en fæstningsmur. Vi er vist rimelig tidligt på færde, for vi kører gennem den smalle byport og kan parkere på det lille torv lige midt i centrum.

Domme er en køn og hyggelig lille by, men relativ hurtig set. Så efter et par timer kører vi videre til den nærliggende Roque Gageac. I en kulisse med Dordognefloden på den ene side, og stejle knejsende klippeformationer på den anden, kan man kun sige, hvilken mageløs beliggenhed. Wauw.

Byen er ikke ret stor, og består stort set kun af en hovedgade. Men bagved rejser klipperne sig, og via en stejl trappe er det muligt at komme op til et troglodyt fort fra det 12 århundrede. Vi nøjedes dog med at betragte dette nedefra.
Der er borde/bænkesæt stillet op i en lille park ved floden, så her spiser vi vores madpakker, mens vi kan nyde synet af de mange kanoer der stille glider forbi.

Vi slutter dagens udflugt ved en butik, der sælger en af Dordognes mange specialiteter, valnødder. De skulle efter sigende være ekstra aromatiske fra dette område.
Nu er vi så nået dertil, hvor vi skal hjem og pakke ned. Imorgen starter hjemturen.

Så er det blevet tid til, at tage afsked med Dordogne. Vi forlader Camping Palombiere kl. 06, og sætter kurs mod de hjemlige himmelstrøg. Ad småveje tager det 1 time inden vi når ud på A 20, med retning mod Paris. Uheldigvis vi rammer Paris sidst på eftermiddagen, lige midt i fyraftenstrafikken. Nå ja, så gik der lige 1 time mere på den konto. Vi kører ind til en overnatning på Camping La Tortilla ved Perronne.
Næste dag ryger vi i massiv kø ved Lille, videre over Belgien hvor vi må bruge 1½ time på at komme gennem Antwerpen. Her er det så lige vi lover os selv - den rute skal fravælges fremover, næsten for enhver pris.
Til gengæld gik det derfra glat gennem Holland og Tyskland, hvor vi tog turens sidste overnatning på Camping Heidenau.

Overnatning på La Tortilla.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk